Robuste børn?

Begrebet er blevet en del af den offentlige debat og i dette indlæg, vil jeg gå lidt i dybden med, hvad det vil sige 'at gøre børn robuste'.

Nogle mener at det er et negativt klingende ord, imens andre bruger 'robusthed' til at forklare om den egenskab det er, at kunne mærke sig selv og sige til og fra efter eget behov.

Der er en dobbelthed i ordet robust. Robuste børn er modstandsdygtige børn, hvilket er positivt, men man kan sagtens blive for robust og modstandsdygtig, så det hæmmer livskvaliteten. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på i hvilken sammenhæng ordet robust bliver brugt.

Hvis lærerne i skolen siger at de vil have robuste børn, så spørg dem hvad de præcis mener. Vil de have børn der kan klare sig selv og holde til en hektisk hverdag, eller vil de have børn der mærker egne grænser og kan sige til og fra.

Børn skal ikke være små tanks der kan brage ind i alt og alle uden at blive påvirket og de skal heller ikke være upåvirkede, når livet er hårdt mod dem. Derimod er robuste børn, dem der lærer at rejse sig og udvikle sig, igennem livets mange bump på vejen.

"Robuste børn kan mærke sig selv, hvor deres grænse går og er ikke bange for at vise hvem de er og hvordan de har det".

Så hvordan skaber man de bedste rammer for børnene, til at blive robust. Først og fremmest skal børn have en tryg voksen i nærheden, der altid står klar til at hjælpe og støtte. Uden denne voksen, vil barnet være for meget på vagt og nervøst, til at være nysgerrig på livet. derudover, skal det trygge miljø også udfordre barnet nok til at det udvikler sig. Børn uden modstand, hvor forældrene klarer alt for barnet, vil miste motivationen på livet og miste troen på sig selv.

derfor spiller forældrene og institutionerne en vigtig rolle i at give børn nøjagtigt den modstand de har brug for, til at kunne udvikle sig. i sådan et miljø vil viljestyrke, udholdenhed og troen på livsglæden og sig selv være der, selvom at modstanden rammer.

Når barnet møder omsorgen fra de voksne, når det er svært at tage sko på, uden at den voksne overtager projektet, styrkes barnets indre tro på sig selv. Ligeledes opbygger børn en indre balance, hvis de bliver mødt med empati og omsorg når følelserne bliver svære.

Så når Arthur "er sej" fordi han ikke græder når han slår sig, så er det værd at overveje om han er sej, eller om han er ved at miste troen på at der er en voksen til at hjælpe.

Det at være sårbar er nemlig også en stor del af det 'at være robust'. Det kan lyde som modsætninger (sårbarhed og robusthed), men de går faktisk hånd i hånd i børnepsykologiens verden.

De robuste børn er dem der har kontakt til deres eget følelsesregister og formår at forstå, at verden ikke altid er som man gerne vil have den. For at være mere konkret, så er det et sundt tegn når lille Otto græder, fordi han ikke må være med i legen eller når han har slået sig på knæet. Han kommer af med frustrationen igennem tåre, for at skabe balancen indeni. Det er faktisk balancen det hele handler om. For uden balancen indeni, dvs. evnen til at forstå og håndtere hvordan man har det, så vil livet blive hårdt og tungt at bære.

Den helt naturlige måde at skabe balance på for børn er igennem gråd eller vrede. Desværre er det en del af kulturen blevet tabubelagt at være vred eller at vide sårbarhed, så det næsten ikke muligt for børn(eller voksne), at få lov til at skabe denne balance. Det er vigtigere for hjemmet og institutionerne at opretholde den gode stemning for god ordens skyld.

Det er nok derfor at mange får en knude i maven når de hører ordet "robust" fordi det leder en hen til tankerne om at barn der ikke må brokke sig og bare skal "holde ud".

Mange børn møder i deres hverdag sætninger der lyder:

”så så ikke græde, op igen, afsted med dig”.

”sådan er det bare, der er ikke noget at græde over” .

"Vil du så stoppe med at råbe sådan” .

"Opfør dig ordentligt ellers må du gå et andet sted hen".

De her sætninger er ikke med til at skabe livsglade robuste børn. For hvad gør den voksne mand der ikke må vise sårbarhed, når han oplever stress symptomer, sorg og vrede eller uretfærdighed? Måske bliver han flov over, at han ikke "er stærk nok" til at arbejde videre. Han lukker måske ned for følelserne, bliver afstumpet og forvirret over hvad der sker i kroppen og så enten angriber han eller trækker sig, for at forsøge at få lidt balance. I værste fald kan det ende i rodløshed, psykosomatiske sygdomme, forvirret selvfølelse, modløshed, depression, livskriser, selvmordstanker og meget andet. Derfor er det en vigtig opgave, at give plads til børns reaktioner og følelser så de kan mærke dem og få erfaringer med egne grænser, følelser og behov.

Det at være sårbar og det at være robust er derfor en og samme sag. Du kan ikke have den ene uden den anden. Sårbarheden er en gave, men den skal stadig ikke overgøres og man skal som forældre heller ikke ”pussenusse” sit barn, for det har fuldstændig samme effekt. Nemlig at barnet bliver forvirret over at den ydre reaktion ikke stemmer overens med hvordan det har det indvendigt. De børn der bliver pylret for meget, vil automatisk også miste troen på at de kan stå imod udfordringerne.

Børn selv er født med en indre intuition og evne, til at mærke hvordan de kan skabe balance selv. Så vores rolle som den voksne er at være der for barnet imens det sker og ikke at forsøge at styre hvordan det skal ske.

Derfor er en vigtig huskeregel.

”Lad dit barn have det som det har det, føle hvad det føler og vis det at du er der uanset hvad”

Det at være robust er evnen til at forstå sine følelser og evnen til at håndtere dem.

Håber du blev klogere

God fornøjelse

Dit pædagogiske kompas

din vejviser i relationen til dit barn