Når ordene slipper op, tager kroppen over.

Ikke nok med at børn oplever store humørsvingninger og følelsesmæssige udsving, så kan de heller ikke sætte ord på hvordan de har det. Dette fører ofte til øjeblikke med raseri og gråd hvor kroppen tager over. Men hvad har barnet brug for at vi gør både imens og bagefter?


Min veninde fortalte mig at hendes datter i 0. klasse var komet hjem en dag og havde været ked af det. Datteren havde oplevet at en fra skolen kastede en sten efter hende, hvorefter hun selv kaster en sten efter den skyldige. Det ender med at klasselæren løser konflikten mellem de to.

Min veninde ved simpelthen ikke hvad hun skal sige eller gøre, for hun vil gerne løse datterens konflikt, men synes ikke at hun kan gøre så meget når hendes datter selv ender med at kaste en sten. Så står de jo lige.




Helt simpelt, så tager børns krop over, når sproget ikke rækker længere. Det gør voksnes også for den sags skyld, men børn kan ikke på samme måde sætte ord på hvad de vil og deres behov. Dette fører til en masse frustrationer og ofte skal de ud kropsligt, enten bare for at komme ud eller for at fortælle os andre at der er noget generelt galt inden i.


Jeg har ofte oplevet at sige en stille og rolig sætning som ”nej det kan vi ikke” eller ”Ikke lige nu” eller bare ”nej” og som lynet fra en klar himmel, står jeg med hjertet hamrende i brystkassen fordi barnets reaktion kommer helt bag på mig. Børn kan reagere så voldsomt, at vi tror det er ved at komme til skade, bare af at råbe og skrige. Reaktionerne starter ofte i 2,5-årsalderen, hvor hovedet udvikler sig hurtigere end krop og sprog samtidig med at de er splittet mellem lysten til at være selvstændige og være tæt på mor og far.

Min venindes datter der kastede stenen, reagerede i et splitsekund og kunne ikke stoppe sig selv før det var for sent. I det øjeblik hun valgte at tage stenen op og kaste den, var der ikke ord for alle de ting hun følte og derfor tog kroppen over. Det er det samme der sker når især mindre børn får en afvisning på noget de gerne vil og reagerer i et raserianfald.



De voldsomme reaktioner skal ikke altid tages direkte ud af den givne kontekst, men skal ses som en del af en historie hvor barnet er i centrum. Historien er en sammenfatning af barnets oplevelser og indeholder både livet der hjemme med de forskellige i familien, livet udenfor hjemmet i institutionen og med vennerne samt barnets alder og sted i livet. Børn er ved at lære deres krop og følelser at kende og det betyder store udsving i humør, da barnet ikke kan stoppe op og skifte kurs når det mærker frustrationen, er på vej, ligesom vi voksne kan.



Hvad har barnet brug for?


Børn har brug for at blive set, hørt og forstået. De har ikke brug for at vi belærer eller er bedrevidende, da dette blot vil få dem til at føle sig dumme og føle skam over at have reageret. Vi kommer fra en fikse-kultur hvor vi altid skal fixe problemerne for andre, da det er blevet vores måde at vise omsorgen på. Problemet er bare at det ofte kan blive meget ubehageligt at høre om alle andres gode råd. Det kan endda ende


med at man slet ikke har lyst til at fortælle nogen hvordan man har det i frygt for at blive bombarderet med hvordan man så skal gøre eller skulle have gjort og så får man det endnu værre.


Et godt råd er derfor, når dit barn kommer til dig og fortæller hvis det har gjort noget det er ked af, ligesom min venindes datter med stenen, at klappe dig selv på skulderen for at dit barn rent faktisk har lyst til at dele noget med dig der er så svært. Når vi skælder ud, belærer eller kommer med for mange gode råd, så vil børn begynde at lyve eller skjule ting for os.


Mit andet gode råd er, hold igen med de gode råd og i stedet sæt dig ind i hvordan barnet har det lige der i det øjeblik. ”Hold da op, hvor må det være rart for dig at dele det med mig lige nu” eller ”Var du nervøs for at fortælle mig det? Det skal du ikke være…”


Mit tredje råd er, at hvis det er et skolebarn, så spørg ind til hvad det selv havde tænkt. I stedet for gode råd så hver nysgerrig. Hvis barnet ikke ved hvad det skal, så kan du spørge om det har lyst til at høre hvad du tænker. Dette giver barnet en enorm følelse af ligeværd og respekt.


Hvis det derimod er et mindre barn 3-5 årsalderen, hvor kroppen har taget over fordi ordene ikke rækker, så er det en god ide at vise barnet at det ikke er alene. Det kan være svært hvis barnet råber ”DU SKAL GÅ” men i det øjeblik man går vil barnet blive overmandet af ensomhed. Så bliv så tæt på barnet som muligt, med så få ord og gode råd som muligt. I stedet sæt ord på at du kan se at barnet har det svært.

”Når ordene slipper op, vil kroppen tage over”

Håber at det var en hjælp.

Lærke Mørkeberg

Dit Pædagogiske Kompas



Fordi du aldrig er alene.

0 kommentarer