Hvor går din grænse?

Opdateret: 9. okt. 2020

Læs her hvordan du lære dit barn at sige fra og mærke efter, ved selv at tage ansvaret.

Der har været en tendens til at kalde børn for grænsesøgende, når de ikke gør hvad de bliver bedt om. Men det er ofte fordi de ikke kan mærke kontakten og grænsen fra de voksne omkring dem. Børn vil altid gøre alt for at få den kærlighed de er født ind i verden for at få. Det er det vi her kalder for kontakten. Det er en blanding af at blive set, hørt og forstået.


Hvis børn kunne sætte ord på alt, så ville de stensikkert stille nogle dybere spørgsmål "Hvor går din grænse egentlig?" eller "Du sagde ja mor, men måske du mente nej?". Og de ville stille dem ofte. For der er mange forældre idag, der siger ja til at lege men egentlig ikke gider eller siger ja til at få gæster men alligevel ikke orker det. og børn kan tydeligt mærke når mor eller far går med til for meget. Men hvorfor er det lige at mange af os ikke siger hvad vi mener?

Hvis det er legen vi siger ja til med barnet, men faktisk ikke gider, så er det fordi vi ikke vil gøre barnet ked af det, eller også har vi lært at sådan er det bare, uden egentlig at stoppe op og mærke efter om det egentlig også er noget vi har lyst til.

Mange forældre har også meget høje forventninger til sig selv og familien, så mange kommer til at sige ja til gæster og arrangementer, og måske endda flere end hvad god er. Barnet kan, igen, tydeligt mærke om familien er ved at tage til fødselsdagsfest selvom at mor og far ikke gider.


Der har været en tendens til at kalde børn for grænsesøgende, når de ikke gør hvad de bliver bedt om. Men det er ofte fordi de ikke kan mærke kontakten og grænsen fra de voksne omkring dem. Børn vil altid gøre alt for at få den kærlighed de er født ind i verden for at få. Det er det vi her kalder for kontakten. Det er en blanding af at blive set, hørt og forstået. Både kropsligt og mentalt. Kontakten er det børnene søger i relationen, altid(faktisk også når de trækker sig). Så når børn ikke kan forstå hvor grænsen går, eller hvad der forventes af dem, så prøver de at finde vejen på andre måder. Det er ofte at disse ’måder’ som børn forsøger at få kontakt på, som vi kalder grænsesøgende adfærd.

Det er i bund og grund et råb om at blive set hørt og forstået. Så, hvor går din grænse?


Sæt grænsen. Men hvordan?

Overordnet set er det meget enkelt. Mærk efter og tal fra hjertet. Dvs. sæt din grænse personligt. Men det er ofte nemmere sagt end gjort. For vi er vant til ikke at ville såre andre og da slet ikke børnene, så vi pakker vores meninger ind i alt fra undskyldninger til beskyldninger og ofte ignorere vi vores egen grænse af ren frygt/høflighed eller af vane.

Men når vi gør alt det, bliver vores børn forvirrede. De er små eksperter i kropssprog, og de kan mærke med det samme hvis du siger noget du ikke mener. De kan bare ikke regne ud hvad det så er vi vil så de tror det er dem der gør noget forkert.


Et eks:

Pelle på 5 år spørger sin mor om hun vil lege med biler, de er lige kommet hjem efter en lang dag i børnehave og på arbejde. Mor kan faktisk ikke lide at lege med biler og hun vil egentlig hellere sidde og drikke en kop kaffe og få lidt ro i hovedet. Hun er bange for at gøre Pelle ked af det så hun siger: "Joo, det kan vi da godt". Pelle mærker med det samme en lille modvilje i hans mor, men hun har jo sagt ja, så han forstår ikke hvad han gør galt. Så han går ind på værelset og finder biler frem.

”kom nu mooaar” råber pelle fra værelset

”ja, jeg kommer nu jeg skal bare lige...” råber mor tilbage og sukker dybt.

Mor kommer ind på værelset og sætter sig og siger ikke så meget.

”Du kan få den her mor, og jeg er den her, den er mega sej og kan flyve og du er politibilen, men du kan ikke flyve og jeg har lige stjålet alle pengene i banken og du skal prøve at fange mig”

Pelle prøver energisk at få mor med i legen. Problemet er bare at det kan han ikke uanset hvad han gør, for mor har ikke hjertet med. Hun gider ikke og Pelle kan mærke det. Han tænker at det er ham der ikke er sjov at lege med, så han gør alt hvad han kan for at gøre det sjovt for mor. Mor prøver også alt hvad hun kan, men øjnene, tonen og bevægelserne fortæller Pelle at hun ikke gider at lege. Det hele ender med at mor bliver sur fordi Pelle råber for højt og ikke kan slappe af og Pelle bliver ked af det fordi han ikke kan forstå hvorfor mor er som hun er.

Men hvad skal vi så stille op når vores børn vil noget vi ikke selv har lyst til. Vi skal sige til og fra på en hel ærlig og varm måde, men uden alt for lange forklaringer. Så et svar til Pelle kunne være ”Nej ikke ligenu Pelle, jeg er træt og skal lige sidde lidt her” og hvis Pelle bliver ked af det så kunne mor trøste ham og sige: ”Øv, der blev du helt ked af at jeg ikke ville lege med biler” slut.


Man skal selvfølgelig ikke afvise sit barn hele tiden, det er jo vigtigt at lave ting sammen, men så forsøg at finde fælles aktiviteter i begge kan lide at lave og ellers så vil børn ofte gerne være med til at lave de ting der skal gøres i hjemmet.

Så husk: Når du sætter din grænse personligt overfor dit barn, så skal det ikke bruge unødvendig energi på at regne ud hvad du mener bag ordene. Det ved at når du siger noget, så mener du det. Og samtidig lære dit barn også at sætte grænser i børnehaven og i skolen når de andre vil noget dit barn ikke vil.

Prøv det af. Du bliver gladere og dit barn bliver gladere. Og hvis du ikke ved om du har lyst til det dit barn beder dig om, så sig ærligt, at det skal du lige tænke over. Se og mærk forskellen.


Held og lykke.

Dit pædagogiske kompas

din vejviser i relationen til dit barn

#ditpædagogiskekompas.

Stil gerne uddybende spørgsmål

0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle