Børn der lyver er bange for at fortælle sandheden.

Som voksen har jeg det på præcis samme måde som børnene. Hvis jeg er usikker på om jeg vil blive forstået, enten i det valg jeg har taget eller i min reaktion på noget der er sket, så er der nogle af mine nærmeste jeg ikke lyst til at tale med det om. Fordi jeg er bange for at få skældud eller blive misforstået.

Hvis man er usikker på om man vil blive mødt med respekt og anerkendelse, så vil man helst undgå snakken, eller lyve. Det er det der sker når børn lyver eller holder ting hemmeligt for de voksne. Især deres forældre. For i relationen til mor og far er der alt for meget på spil, så det vil være at større tab at miste forbindelsen til dem end til andre voksne.

Børn ønsker, som det største i verden, at gøre deres forældre glade og selv blive ”set” af dem. Det er faktisk et grundlæggende behov i barnets udvikling at blive set, for at føle sig betydningsfuld.

Hvis børn oplever at blive skældt ud, på den ene eller anden måde, vil de forsøge at undgå sandheden. Når de gør noget de er usikre på vil fremkalde skældud, vil det være en overlevelsesmekanisme enten at lyve, eller holde hemmeligt. Skældud er mange ting og det kan være vigtigt at undersøge lidt om emnet, da det ret sikkert vil overraske mange hvad der gør sig gældende. Da jeg gik i gang for nogle år siden, fandt jeg ud af at, det hårde blik jeg kunne sende når børnene gjorde noget de ikke måtte, faktisk var skældud. For underteksten i al skældud er ”Du er forkert”.

Mit barn lyver, hvad gør jeg.

Tænk over hvordan du møder dit barn, når det gør noget du ikke synes er i orden. Mit råd er at bevare nysgerrigheden for, hvorfor dit barn har gjort det i stedet for at være optaget af at få det til ikke at gøre det igen. Det kræver indre ro, at kunne tage en respektfuld snak med barnet. Derfor kan du vælge, ikke at tale med barnet om det med det samme, men vente til du er faldet lidt ned igen.

Det er svært at holde sin egen mening tilbage, men dit barn har brug for at vide at uanset hvad, så kan det regne med sine forældre. Så den store øvelse er: holde din egen mening og løsning tilbage. Hvis dit barn har slået et andet barn, så ved dit barn godt at det ikke var så smart. Det behøver ikke dig til at fortælle at det var forkert. DET VED DET GODT. I stedet sæt dig ind i hvorfor dit barn gjorde det. Så møder du det med respekt. Det er ikke rart for børn at gøre andre kede af det, så en snak med barnet om hvordan det føltes bagefter, kunne også skabe en god kontakt og selvreflektion.

Når dit barn lyver, så vis dit barn tillid ved at tro på det. UANSET hvad. Så hvis dit barn har tegnet løs på væggen, men du har ikke set det. Så hop med på den, når dit barn lyver og siger, det var ikke mig.

”Var det ikke dig? Men der har da ikke været andre herinde?”

”Det var ikke mig!”

”Nå okay, gad vide hvem det så var. Jeg er godt nok ked af at det er sket. Hvordan skal vi fjerne det?”

Når du tilføjer at du er ked af det, så viser du dit barn hvem du er og hvor din grænse går. Det er vigtigt med grænserne, så barnet har noget at navigere ud fra. Kunsten er at sætte sin grænse uden at krænke andres. Det kan tage langt tid at bryde med det mønster barnet har tillært sig. Hvis det bruger løgnen som en forsvarsmekanisme, så skal du ruste dig med tålmodighed. Der skal med andre ord genvindes tillid.

Tak fordi du læste med. For spørgsmål skal du være velkommen at kontakte mig.

Mange hilsner

Lærke Mørkeberg

Dit Pædagogiske Kompas